En skøn (kvinde)roman som holder én fangen til sidste side. Jeg tænkte på Maeve Binchy, og kan se at den engelske presse udråber Jojo Moyes til en moderne Rosamund Pilcher. Det er forfatterens første bog på dansk, og som antydet befinder vi os i den absolut øverste ende af det som jeg næsten ikke nænner at betegne trivi. Vi får nemlig en fantastisk medrivende historie og vidunderlige, varme og psykologisk interessante personportrætter, eller rettere (og det er jo det som berettiger betegnelsen trivi) typer. Hvorom alting er, ejer romanen en suspence som holder helt til de allersidste sider. 650 australske krigsbrude afskibes i 1946 fra Australien til England og de engelske ægtemænd som gjorde tjeneste i Australien under 2. verdenskrig. De fleste blev gift i huj og hast og efter kortere tids bekendtskab. Skibet er således ladet med uvished, voksende ven- og uvenskaber mellem kvinderne, sexchikane og det der er værre fra nogle af besætningsmedlemmernes side, men også med en gribende og subtil kærlighedshistorie; om de to sårede skæbner får hinanden til allersidst, skal ikke røbes her. Historien om et brudeskib er autentisk, og man skal have et hjerte af sten og være uimodtagelig for en god historie for ikke at føle sig ualmindelig godt underholdt.