Bibliotekernes vurdering
d. 4. aug. 1997
af
af
Jytte Kjær Schou
d. 4. aug. 1997
Gennemillustreret bog om små kæledyr, dvs. kaniner, marsvin, hamstere, ørkenrotter og mus og rotter, skrevet af en engelsk dyrlæge med speciale i vilde dyr i zoo og i naturen. Sprogligt og indholdsmæssigt en svær bog med en hel del fagudtryk og specielle oplysninger, der kræver en interesseret læser fra ca. 13 år. De allerfleste af de beskrevne dyr findes fyldestgørende behandlet i en række mere børnevenlige fagbøger med alle nødvendige oplysninger om anskaffelse, pasning og pleje. Denne bog har ud over de gængse oplysninger og praktiske råd afsnit om dyrenes udviklingshistorie og udbredelse og tamformens biologi samt et ret detaljeret afsnit om sygdomme. Den er opbygget i en række hovedafsnit, og herunder behandles de enkelte dyr. Der er ikke tale om én lang, flydende, sammenhængende tekst, men en række punktvise oplysninger, der gør bogen egnet som opslagsbog. Illustreret med instruktive tegninger og smukke farvefotos af dyrene.