En af historiens mest dramatiske skakkampe foregik i Reykjavik i sommeren 1972, hvor det mærkelige amerikanske skakgeni Bobby Fischer fik fravristet USSR verdensmesterskabet for første gang sinde 2. verdenskrig i kampen mod Boris Spasskij. Kampen blev en efter datidens målestok enorm mediebegivenhed - ikke så meget på grund af spillet som de ydre omstændigheder: Fischers udebliven fra åbningen, hans uhyrlige krav til alt fra lys til bræt og gensidige beskyldninger om ufint trav spændende fra psykologisk chikane til kemisk krigsførelse. De to forfattere har lavet en imponerende research og har opsporet stort set alle overlevende fra matchen: vagtmænd, officials, dommere, sekundanter, familie, arrangører og Spasskij selv. Kun Fischer har ikke villet deltage. Bogen er rasende spændende ikke blot for skakentusiaster (der savner notationer af de enkelte partier, men de findes heldigvis så mange andre steder), men også som et øjebliksbillede på status i den kolde krig og som et studie i nogle skakspilleres underlige psyke. Bogen er illustreret af samtidige billeder og enkelte altafgørende diagramstillinger og udkommer samtidig med at ringen sluttes: Fischer, der er eftersøgt i USA, er netop dette forår vendt tilbage til Island som politisk flygtning

.