Hvis vi ikke har andet at takke mafiaen for, må vi i hvert tilfælde indrømme, at den har været en velsignelse for spændingslitteraturen! Her er det endnu en gang tilfældet. I den syvende roman om Aurelio Zen er han igen på Sicilien, som vicekommissær i Catania, og samtidig delvist tilknyttet DIA, det landsdækkende politis antimafiaafdeling. Michael Dibdin kender Sicilien og forstår at beskrive både byer og landskaber, så man næsten kan mærke apatien, den lurende fare og den konstante, nedbrydende hede. Og han kan beskrive den halvverden, mafiaen trives i, hvor intet siges direkte, men hvor alt tolkes som signaler, som det er livsvigtigt at forstå. Bogen indledes med et lig i en togvogn: er det mord eller et uheld, og er det den ældste søn i vestøens største – og falmende – mafiafamilie, eller er det blot en vagabond? Mens dette afklares dør der fjorten andre personer – én af dem af naturlige årsager – mange på særdeles bestialsk vis. Det er en fremragende spændingsroman, som man læser i ét sug, men den er ikke for yndere af klassiske "whodunnit"-krimier. Til gengæld kan den udmærket læses uden kendskab til seriens tidligere bind Forfatteren har åbenbart tænkt på denne bog som seriens afslutning, og det er synd!.