I sine to digtsamlinger til dato, Dagene skifter hænder (1994) og Styrt(1995), har Katrine Guldager arbejdet med kortere og længere prosaforløb, og med denne kortroman, (eller lange novelle), tager hun skridtet fra poesi til prosa fuldt ud. Allerede på bogens første linjer præsenterer den kvindelige hovedperson sig selv, og i en eneste lang bevidsthedsstrøm, hvor ting, begivenheder og erindring indgår på samme niveau, afdækkes hendes splittede bevidsthed, der gennem et kaos af tilfældigheder og distraktioner forgæves søger efter et centrum, en bund, "noget der ikke kan gøres om, vendes og drejes-". Som i digtene handler også denne prosatekst om sammenbrud, om oplevelsen af at alting skrider - også personlighedens grænser. Når teksten aldrig undervejs taber i intensitet og energi hænger det sammem med KGs evne til sprogligt at fremstille, hvordan dette sammenbrud ser ud indefra. Her er ingen hævede pegefingre, og tekstens mylder af associationer og brudstykker er styret af en sproglig og stilistisk disciplin som er imponerende. Den lille, tætte fortælling viser at KG behersker prosaen, uden at den lyriske koncentration er sat over styr. Det er flot gjort, men det kræver en læser som overgiver sig til teksten og er parat til at lade sig skrue ned i dens sproglige univers

.