Hvordan håndterer en forfatter en datters død, hvis ikke hun skulle skrive om det? Stilen er intellektuel causerende og med henvisning til amerikanske notabiliteter fra det sidste halve århundrede, så bogen er så langt fra fx Virkelighedens verden som overhovedet muligt.

Joan Didion (f. 1934) er en velanskreven amerikansk forfatter og journalist. I 2005 dør hendes datter Quintana Roo i en alder af 39 år. Hvad dødsårsagen egentlig er, antydes kun, men det kunne være alkoholisme eller psykisk sygdom. Didion tænker i springende kronologi tilbage på sit liv sammen med Quintana, som hun og hendes mand er adoptivforældre til. Det har været et liv, hvor forældrenes aktiviteter ud over hele USA har betydet ustandseligt skiftende adresser og hoteller. Quintana er et gammelklogt og selvstændigt barn, men tilsyneladende hverken tryg eller lykkelig. Ret beset fortæller Didion mere om sig selv og sit, end om datteren, og trods den litterære og ubestrideligt velskrevne form virker hun selvoptaget og forfængelig. Hun skriver uden distance, og derfor har bogen ikke gjort særligt indtryk på denne lektør.

I 2006 udgav Didion Et år med magisk tænkning om sorgen og tabet efter ægtemanden John Gregory Dunnes pludselige død. Blå timer ligger i forlængelse af denne og kan anvendes på linje hermed.

Intellektuel amerikansk forfatter skriver om sorgen efter sin voksne datters død. Der er mange referencer til amerikanske forhold og notabiliteter, formen er ikke for de mange læsere.

Anden akt af Joan Didions personlige tragedie om tabet af ægtemand og datter er samtidig velskreven essayistik om det at blive gammel. For er bogens virkelige hovedperson ikke Didion selv? Joan Didion...