Det går i fuld fart ud af den sproglige motorvej, når Ida Marie Hede får, fødsel, liv, død, familie, krop og meget mere rystet sammen til en bog ud over det sædvanlige. Det er en interessant udgivelse til alle, som holder af eksperimenterende ny dansk litteratur, hvor der leges med form og indhold.

Læseren møder i første afsnit B og Q sammen med datteren Æ. I anden del er de døde animerede i Bs hjerne. I afsnit tre dør jeg-fortællerens far og i essayistisk form belyses døden. I sidste afsnit er rammen en fabulerende fredag aften. Betydninger blandes og sættes i nye sammenhænge. Der er filosofiske betragtninger, tanker om hverdagen og samfundet. Meget fokus er der på familien og kroppens væsker og forfald.

Bogen bevæger sig på rigtig mange planer og lever i kraft af sit originale sprog. Med det poetiske sprog skal man som læser hænge på, nyde overraskelserne, måske stoppe op og læse langsomt og ekstra, for at få det fulde udbytte. Som jeg-fortælleren siger i afsnit tre "Sproget bliver levende for mig når ordene skifter betydning....". Det hele bliver en slags undersøgelse af livet og døden, hvor sproget er redskabet. En modig bog der går nye veje, men også en smal bog, som stiller krav til læseren.

Vi er ude i den undersøgende og eksperimenterende litteratur som Amalie Smith og Josefine Klougart også gør sig i.