En god bog skrevet på varme, lune og menneskekundskab. Aggi Jensen var et udsat barn på 30'ernes Nørrebro, og hun boede sammen med sine to ældre søstre hos sin far der efter moderens død ikke magtede at tage hånd om tre små piger. Uden fast job til familiens forsørger er økonomien dårlig, og bortset fra skolegang og en uundværlig trofast tante er der ikke rigtig faste holdepunkter for børnene. De fjernes og ender på børnehjemmet Dohns Minde i Ordrup. Her kommer de i mere trygge rammer og får et ubrydeligt bånd til stedet og dets mennesker. I hvert fald to af søstrene får et godt voksenliv, og Aggi Jensens historie viser at der er håb for selv meget svigtede børn, hvis de i tide bliver udsat for mennesker der tager et ansvar og er i stand til at give ægte kærlighed. Et livsbekræftende budskab, og sproget og fortællestilen i bogen er uden knaster. Lige noget for læsere af serien Virkelighedens verden, men kan også bruges bredere; for eksempel af ældre biografi-læsere der holder af at genopleve hvordan det var dengang for meget længe siden.