Tragedien om Bacchanterne anses for Euripides' sidste værk, et alderdomsværk af den sidste af de store græske tragediedigtere, opført i Athen 406 f.Kr. - Stykket er et kultdrama: vi har gudenselv på scenen, og derved rækker det jo tilbage til dramaets udspring i de dionysiske mysterier. Dvs. at stykket også på sæt og vis er en slags kildeskrift til belysning af disse mysterier og deresplads i det oldgræske samfund - og det er interessant og spændende. Men stykket er også en tragedie, et stykke teater i den "moderne", raffinerede stil, Euripides skabte, og det fungerer faktiskstadig ganske flot som teater. Euripides havde sans for psykologi, og det er fristende at se dette drama som en slags insisteren på, at også "det dionysiske" må have sin plads i mennesket. Sådankan man i hvert fald fortolke hans gennemspilning af den klassiske hybris-nemesis tankegang. Vi har i forvejen dramaet i to danske gendigtninger v. hhv. Chr. Wüster og Niels Møller, og dertilØstbyes norske - og de kanvirke noget tunge og stive sammenlignet med Haarløvs version, der lægger vægt på det smidige og lægger op til teateropførelse, og hans version må være den, der - med godenoter, baggrundsoplysninger og Mølbjergs gode forord - kan anbefales til et moderne publikum.