Avatar : poesi

Hvordan føles det ikke at kunne forholde sig til verden, andre mennesker og ikke mindst sig selv; at være et anstændigt menneske i en uanstændig verden? Det giver forfatteren, Caspar Eric, sit skingert ærlige billede af, gennem nutidig poesi.

At føle en fremmedhed overfor vennerne omkring sig og ikke mindst sig selv, er kernen i Eric' aktuelle poesi. Det at måtte påtage sig en avatar (deraf bogens titlen) for, at kunne opretholde løgnen om det velafbalanceret menneske; den følelse beskrives gennem lange, letlæselige, poetiske tekster - hver inspireret af et medie; fx wikipedia, en roman eller en blog. Emner som depression, selvmord - og skammen herved, bliver bliver fremlagt i et ucensureret sprog fyldt af referencer til samtiden.

Den poetiske beretning fører læseren ind i den mørkeste og grimmeste krog af verden og dennes effekt på menneskets psyke. Yderst rammende og følsom, et nutidig mesterværk, der til perfektion, skaber et skræmmende billede af en, til tider, syg verden, via sprog, form og typografisk fremstilling.

Denne poesi skiller sig ud fra andet, især grundet dens medieinspiration og -referencer. Dog findes samme nerve, - hårdhed og blødhed, i den noget ældre forfatter Michael Strunges Ud af nattenBilledpistolen og BilledpistolenDenne poesi skiller sig ud fra andet, især grundet dens medieinspiration og -referencer. Dog findes samme nerve, - hårdhed og blødhed, i den noget ældre forfatter Michael Strunges Ud af natten og .

Læs hele vurderingen

Den unge digter skriver sig selv ind i en række portrætter, der søger lys i mørket med selvmordet som adgangsbillet. Gravalvorlig poesi skrevet på indignation. Nogen gange må vi stoppe/ med at græde n...

Læs anmeldelse