Bøger / faglitteratur

At vække den sovende buddha


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

2007

af

af

Lone Fosdal

2007

"Den sovende buddha" er den buddhanatur, der findes i alle levende væsener, og, med bogens ord, er det dette potentiale der gør det muligt at udvikle sig og blive oplyst. Denne udvikling foregår i flere stadier, og for at opnå en dybere indsigt og blive i stand til at overvinde hindringer på vejen, er der nogle vigtige teknikker og begreber man skal kende. Disse er emnet for denne bog, begreber som medfølelse, genfødsel, karma, tantra, transformation og vejen til fuld oplysning. Forfatteren er repræsentant for mahayanabuddhismen og lærer for Urgyen Trinley Dorje, Hans Hellighed, den 17. Karmapa, der er en vigtig person i tibetansk buddhisme. De lever, som Dalai Lama, i eksil og har mange kontakter i Vesten og har besøgt Danmark. Ikke alle anerkender Urgyen Trinley Dorje, men i stedet Trinle Thaye Dorje, som den inkarnerede Karmapa, og den uenighed er også repræsenteret i buddhistiske kredse i Danmark. Det kan man orientere sig om i Dansk dharma, 2005, hvor Jørn Borup gennemgår buddhistiske grupperinger her i landet. Hvor fx Dalai Lama i sine bøger ud fra sit buddhistiske livssyn taler til en bred kreds af ikke-buddhister, henvender At vække den sovende buddha sig til folk der ønsker at trænge dybere ind i buddhismens væsen. Man vil få mest ud af den hvis man samtidig på anden måde øver buddhistisk praksis og studier, noget der er mulighed for flere steder i landet.