At tro på at tro

Da cykelrytteren Lance Armstrong fik kræft helbredte han nærmest sig selv ved sin meget stærke tro på, at han ville blive rask. Inspireret af dette begyndte forf. at tænke nærmere over dét at tro. For sit eget vedkommende blev han klar over, at han nok tror, men ikke på Gud. Han kan godt føle en samhørighed, men det er ikke religiøs følelse. Han vil derfor undersøge, om der er en måde at tro på, der er anderledes end den religiøse, men som fortsat respekterer de erfaringer om menneskelivet, som religionen har gjort. Han ser en universel tilbøjelighed til at tro, og følelsen er snarere naturvidenskabelig, evt. fremkaldt af det kemiske stof oxytocin også kaldet kærlighedshormonet. Forf. mener, at mennesket har det gode i sig og at det selv skaber Gud - Gud skaber ikke mennesket. Iflg. bagsideteksten har vi noget meget større end forsynet i ryggen, nemlig naturhistorien. Forf. kommer omkring filosofi, antropologi, religionshistorie m.v., men ikke teologi i sin undersøgelse af hvad tro er. Det sidste kapitel er en bekendelse, måske et forsøg på at formulere en dogmatik for en troende ateist. Det er en spændende og tankevækkende bog af den imponerende dygtige formidler af naturvidenskabelige emner.

Læs hele vurderingen