Bøger / faglitteratur / litteraturanalyser

At tænke teori - om læseteorier og læsning


Beskrivelse


Denne bog giver en indføring i læseteorier og literacy, der efterhånden er blevet et udbredt begreb. Forfatterne beskriver, hvordan læsning finder sted på forskellige måder, og hvorfor læseundervisningen derfor kræver forskellige tilgange til teksten. Tilgangen må ses i lyset af genre, medie og ikke mindst den kontekst, som læsningen foregår i.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. nov. 2012

af

af

Hans-Christian Uth

d. 16. nov. 2012

For undervisere og studerende som beskæftiger sig med læse- og litteraturteori, men allermest for vejledere og konsulenter på området. Bogen igennem relateres og henvises til den norske læreplan LK06, men det gøres, så der er umiddelbar relevans for danske læsere.

I bogens indledningskapitel beskrives udviklingen af literacy-begrebet, og der argumenteres for at anvende begrebet i flertalsformen literacies. Dernæst behandles literacy-begrebet i relation til digital læring og dannelse. To kapitler behandler hhv. det veletablerede intertekstualitetsbegreb og det mindre udbredte intersektionalitetsbegreb, som ønsker at belyse betydningen af fx køn, race og etnicitet. Herefter introduceres et nyt læseteoretisk begreb: ekstratekst, som betegnelse for tolkningsfællesskabets tekst. To kapitler behandler læserpositioner og receptionspædagogik, og bogen afsluttes med beskrivelser af to konkrete læsninger: iranske kvinders læsning af Lolita, og en læsning af Fløgstads Hotel Tropical. Bogen rummer kortfattet indholdsfortegnelse og navneindeks samt en omfattende international referenceliste.

Der findes ikke tilsvarende bøger, som sammenfatter de væsentligste nyere begreber inden for læseteori. Bogen er nr. 11 i forlagsserien Læsevejlederen, som rummer mere eller mindre praksisrettede titler funderet på solidt teoretisk grundlag.

Meget kompetent sammenfatning af den nyeste viden om læseteorier, præsenteret så den bliver relevant for undervisningen i grundskolen.