At miste et barn ved fødslen er en frygtelig oplevelse, som sætter sig livslange spor. Det er man slet ikke i tvivl om efter at have læst denne bog, som viderebringer 19 kvinders beretninger om spædbarnsdød gennem 4 årtier. Gennem disse fortællinger får man indblik i den enkeltes personlige sorg og måden at håndtere den på, i omgivelsernes reaktioner og hvordan holdningen til spædbarnsdød gennem tiden har udviklet sig i sundhedsvæsenet og den alm. offentlige mening. Kvinder, der mistede et barn i 1960’erne, skulle skånes for at beskæftige sig mere end højst nødvendigt med det triste uheld. Men mange år senere kan man stadig have behov for at arbejde med sin sorg. I vor tid har man indset vigtigheden af sorgbearbejdelse og for at inddrage hele familien i forløbet, men stadig kan man møde berøringsangst og en vis tabubelagthed fra omgivelserne. Bogen kan være en støtte for mødre i lign. situationer og for deres pårørende, og dens vigtigste funktion er at vise hvor forskellige reaktioner og handlemåder kan være. Den kan supplere rådgivningen i ”Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød” og har bud til professionelle indenfor området. Bogens forfatter er selv mor til et dødt barn, og denne vending udtrykker faktisk sagens kerne meget præcist

.