Længe bebudet og længe ventet hos de ægte Márquez aficionados er denne selvbiografiske beretning. Den begynder med at Márquez' mor opsøger ham på en stamcafe i ungdommens Barranquilla i Colombia for at bede ham tage med sig hjem til landsbyen for at sælge barndomshjemmet pga. bedstemorens død. Márquez er da 23 og ved at springe fra de jurastudier, der allerede på det tidspunkt har stået i skyggen af et spirende forfatterskab og det muntre studenterliv med vennerne. Det elskede barndomshus i den afsides liggende landsby Aracataca var kun hans hjem til han var otte. Men det bliver selvfølgelig et vigtigt udgangspunkt for de efterfølgende romaner og deres persongalleri - sammen med slægtens brogede fortid, som han aldrig helt har fået afdækket. Ca. 450 sider senere ender dette første erindringsbind i lufthavnen i Montego Bay, hvor den unge digter på vej mod Europa putter et afskedsbrev i postkassen til den smukke Mercedes, han sammen med alt det andet nu rejser væk fra. Herimellem lykkes det Márquez at komme til at leve af at skrive. Og det gør han så sublimt, medrivende og lige så fantastisk som i de bedste romaner - denne gang set fra virkelighedens perspektiv om sin opvækst, længsler og tildragelser. Det kan ikke gå hurtigt nok med næste bind.