At elske er at dø

Man har gang på gang beundret Torben Nielsens håndelag, når det drejer sig om konstruktionen af en god krimi, og han har med stort held (Nitten røde roser samt Enkejagt) valgt utraditionelleopbygninger, men i nærvæ-bog synes fantasien at have taget magten fra ham, idet man efter forbrydelsens opklaring sidder tilbage med adskillige spørgsmål, som ikke bliver besvaret.Årsagssammenhængen kikser, derfor hænger der i sidste kapitel talrige løse tråde. Mordmetoden er af en fantasifuldhed, som gør totalkonstruktionen endnu luftigere - det er kort sagt ikke en krimipå Torben Nielsens sædvanlige niveau, hvilket er så meget mere kedeligt, som hans skildring af selve politiarbejdet og formaliteterne omkring tilbageholdelsen af en mistænkt skildres både fint ogoplysende samtidig med, at man nyder hans karakteristik af sine faste politifigurer og de sammenhænge, de fungerer i, opdagerarbejde, afhøringer etc. etc. Man er i selskab med levende, rigtigemennesker, og det er bogens styrke her,hvor plottet bliver en fuser. Lademanns forlag har sørget for smuk og øjenvenlig typografi.

Læs hele vurderingen

Tidl. udkommet i 1976 og 1980. Kontorchef Arne Rutter vender hjem til København efter et møde i Oslo; han bliver i lufthavnen modtaget af Ancher fra kriminalpolitiet, der meddeler ham, at hanskone og hendes elsker er fundet myrdet i hendes seng, dræbt af det samme skud. Elskerens kone begår selvmord, og en gammel mand bliver slået ihjel i sit kolonihavehus - han havde set noget, hanikke skulle have set. Politiet ledes på vildspor, men en lillebitte tøjstump på en nikotinflaske peger på den skyldige. T.N. har gjort plottet for gennemskueligt - i hvert fald fandt lektøren fremtil morderens identitet længe før politiet, og det var vist ikke meningen. Men det er spændende at følge politifolkenes arbejde med at snuse rundt, at kombinere fantasi med viden, at samle despredte stumper. Det er navnlig Ancher og Rieger, der optræder, men også Brask og Bech er med; blandingen af officielt og privat liv er tilpas: mest af det første og kun så meget af det sidste, atpolitifolkene blivergenkendelige og menneskelige for læseren. Satsen er stor og klar, sproget er noget sjusket. Trods svagheder hævder bogen sig stadig som en udmærket politiroman, og da den noker slidt op på de fleste biblioteker, er lejligheden der nu til genanskaffelse.

Læs hele vurderingen