Bøger / faglitteratur / håndbøger

Aschehougs bog om arkitektur


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 5. maj 2008

af

af

Helle Winther Olsen

d. 5. maj 2008

Til den hurtige overbliksorientering er bogen velegnet for både den rejsende, skoleeleven og den alment arkitekturinteresserede. Og har man først fat i bogen, kan man ikke lade være med at læse og spadsere videre ind i den flot illustrerede arkitekturverden.

En gennemillustreret Dorling Kindersley håndbog skrevet af en britisk arkitekt. Han har valgt at koncentrere sig om enkeltstående bygningsværker som kunstværker - så vidt muligt besøgt af ham selv - og ikke at inddrage den folkelige arkitektur. Bogen er modelleret over en tematisk og kronologisk struktur og starter med Amerika, går via antikken i Europa til Indien og sydøstlige Asien, det østlige Asien, den islamiske verden og derefter retur til middelalderens Europa, hvorefter tidslinjen følger stilarterne i vestens arkitektur frem til nutiden. Via registret kan man finde frem til dansk arkitektur i form af fx Frederiksborg Slot, Børsen og Utzons Sydneyopera og et enkelt værk af Arne Jacobsen. Dele af udvalget vil man nok altid kunne diskutere, men her er i hvert fald en lødig gennemgang.

Der er ingen nyere håndbøger, der samler hele verdensarkitekturen.

Det er en fin håndbog at have stående i reolen og lige tage frem, når man har brug for korte og præcise oplysninger om et konkret bygningsværk, eller hvis man ønsker et overblik over fx italiensk renæssance eller amerikansk klassicisme. Opgaven er løst glimrende indenfor rammerne, for det er ikke nogen let opgave at skildre verdens arkitektur i en kompakt bogform.