Norske Bergljot har i mange år haft det svært med sine forældre og søskende, og nu hvor faderen dør, blusser det hele op igen. For læsere af mikset mellem familieromaner og autofiktion, men der er ingen feel good at hente.

Bergljot har for 23 år siden brudt med sin familie, og det samme har broderen. Det har heddet sig, at alle børn til sin tid skulle arve lige meget, men nu får de to andre søstre et særligt arveforskud og hver sin hytte. Bergljot føler sig forfordelt og forsmået og er skiftevis rasende og ked af det. Så dør faderen, og der kommer for alvor gang i arvestriden, og gammelt fortræd kommer for en dag. Faderen har nemlig forbrudt sig mod Bergljot, da hun var lille, men det er kun broderen, der anerkender det. Moderen og søstrene vælger at tie og mener, at Bergljot bare vil gøre sig interessant.

I Norge er romanen en bestseller og har vakt debat om begrebet virkelighedslitteratur; hvor tæt kan en forfatter gå på sin egen familie? Samtidig har den vundet priser og er indstillet til Nordisk Råds litteraturpris. Den er velskrevet, men første halvdel kan virke som en jeremiade, hvor Bergljot selvoptaget og forurettet lader sin tanker køre i ring. Først da overgrebet bliver nævnt, kommer der bevægelse i romanen, men spørgsmålet er, om det er nok til at Bergljot for alvor kan blive en interessant figur.

Det er oplagt at sammenligne med Karl Ove Knausgård og til dels med Linn Ullmann og Jon Fosse.