Arkitekturen som tidsmaskine

Denne essaysamling vil tiltale alle arkitekturinteresserede. En lille del af den er svært filosofisk stof, hvorimod det meste er skrevet med engageret lethed.

Carsten Thau er professor i arkitekturens teori og har en baggrund som idéhistoriker. Bogen består af essays, artikler og forelæsningsmanuskripter; enkelte har tidligere været publiceret. Materialet er gennemredigeret til en ny helhed, og begrebet tid går som en ariadnetråd gennem alle led. Her er ingen filosofisk eller kronologisk systematik, men en række præcise punktnedslag i billedkunst, film og arkitektur fra Piranesi til Olafur Eliasson. Tidsbegrebet i monument, ruin og bolig sættes i spil, og labyrinten beskrives både som begreb, og som faktisk realitet i fx Venedig. En længere meget klar udlægning af teorier og tanker bag Bauhaus føres ajour med et essay om neo-funktionalisme. Samlingen indledes med en oversigt over videnskabelige og filosofiske udlægninger af begrebet tid. Gode billedeksempler supplerer teksten. Med noter, men desværre uden register.

Carsten Thau har skrevet flere bøger om arkitektur og beslægtede emner, fx Arne Jacobsen, 1998. Den tidsmæssige dimension i og omkring arkitektur har jeg ikke set beskrevet så indgående andet sted.

En spændende essay-samling, der nok er lærd, men også fungerer som en engageret og personligt sansende æstetisk tour de force.

Læs hele vurderingen