Ian McEwan fik den fornemme Bookerpris for denne roman. Han burde have haft den for længst, for næsten alle hans tidligere bøger er bedre end denne. Men bedre sent end aldrig, og Amsterdam er bestemt velskrevet. En kvindelig engelsk stjernefotograf, Molly, er pludselig død. Ved begravelsen mødes 3 af hendes tidligere elskere + ægtemanden. En er udenrigsminister, en er chefredaktør ved en avis, en tredje er komponist, men ægtemanden er i besiddelse af stærkt kompromitterende billeder af Molly og udenrigsministeren. Redaktøren og komponisten har i øvrigt indgået en "eutanasi-pagt", som indebærer, at de aftaler at hjælpe hinanden af med livet, hvis de skulle blive ramt af en tilsvarende sygdom som Molly. Redaktøren vælger at offentliggøre billederne i sin avis, hvilket komponisten bliver så indigneret over, at han beslutter sig til at tage livet af ham, fordi han derved krænker mindet om Molly. Og så er spillet ellers kørende. Krænkelse af privatlivets fred har tidligere været et motiv i McEwans bøger. I denne stramt komponerede roman er det ikke overraskende, at tingene vendes på hovedet. Så ministeren kommer nogenlunde helskindet ud af affæren, dog uden sin ministerpost, mens både redaktør og komponist hjælper hinanden af med livet, dog ikke helt som de har aftalt. Stram satire veksler med kynisk sortsyn hos McEwan, der har totalt kontrol over sit stof. Hans personer er derimod ikke så gribende skildret, som i mesterværkerne Sorte hunde og Evig kærlighed

.