Bøger / faglitteratur / håndbøger

Alt om barnet


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. mar. 2016

af

af

Laura Michelsen

d. 16. mar. 2016

Opdateret udgave af læge Vibeke Manniches klassiske guide til forældreskab fra graviditet og fødsel til barnet er 6 år. Bogen henvender sig til den brede befolkning.

Vibeke Manniche har siden midten af 90'erne udgivet en håndbog om børn. Tidligere hed den "Bogen om barnet". Bogen går kronologisk frem fra graviditet og fødsel til at beskrive barnets naturlige udvikling og sundhed og forældreskabets udfordringer. Herefter følger et særligt fokus på helbred med bl.a. et helseleksikon, der rummer definition, symptomer, behandling og gode råd under de enkelte sygdomme. Sidst i bogen et kapitel om babytegn med illustrationer af ca. 75 tegn, man kan bruge til at kommunikere med sin baby. Siderne er to-spaltede med mange grå faktabokse og få illustrationer. Appendix sidst i bogen bl.a. med vægt- og højdekurve for henholdsvis drenge og piger.

Kompetent klassiker til et bredt publikum. Sprogligt ligetil og korte, koncise afsnit uden så meget sniksnak og derfor meget anvendelig som opslagsbog. Layoutet savner farver og er lidt kedeligt, men giver et godt overblik. Det er fint at bogen kommer så vidt omkring og medtager særlige situationer som f.eks. vuggedød, adoption, overgreb, skilsmisse samt det at få et handicappet barn.

Nyt i forhold til 1. udgaven fra 2009 er især afsnittet om babytegn samt stillingtagen til brug af sociale medier og mobiltelefon.


Bibliotekernes vurdering

d. 14. sep. 2009

af

af

Ellen Lind Jensen

d. 14. sep. 2009

En håndbog for forældre og kommende forældre.

Vibeke Manniche er læge og vi kender hende i bibliotekerne dels som skønlitterær forfatter, men først og fremmest for hendes børnelægefaglige titler som Bogen om barnet, Buttede børn : fakta og gode råd og Sunde børn : en sund barndom - gi'r et sundt liv. Vi har her en fornuftig håndbog/opslagsbog om diverse aspekter af forældreskabet fra planlægning af graviditet, graviditet og fødsel, det nyfødte barn, den psykiske og fysiske udvikling de første år og op til 6-årsalderen. Behandling af generelle emner som søskende, tvillinger, adoption og konflikter i parforholdet m.m. Et afsnit om helbred samt et helseleksikon. Bagest et afsnit om førstehjælp samt appendiks med vækstskemaer, synstavle, adresser, litteraturliste og register. Bogen er velskrevet og forfatteren øser af sin lægefaglige viden og erfaringer høstet på den private front.

Jeg ser nærværende titel som i realiteten en ny udgave af Bogen om barnet, 2005. Den er opbygget præcis på samme måde og teksten er stort set enslydende med visse rettelser, tilføjelser og udeladelser. Billedmaterialet er nyt og tekstboksenes tekster delvist ændret. Forlaget udskiftet. Herudover findes en række andre allround-forældrehåndbøger senest Børn : en håndbog fra graviditet til teenageliv, 2007, der går helt op til teenagealderen.

Nyttig og gedigen forældrehåndbog om graviditet, fødsel og barnets udvikling op til 6 år.