Denne moppedreng af en roman ligner ikke noget af det, Margaret Atwood har skrevet tidligere. Det er en velskrevet kriminalistisk roman om en virkelig person, Grace Marks. Som 16-årig fik hun i 1840'erne en dom på livstid for mordet på sine arbejdsgivere. Grace kan ikke huske noget om selve drabene - er det blot en udspekuleret dobbeltmorderskes undvigemanøvre eller er hun uskyldig dømt? En ung læge forsøger at løse mysteriet og får Grace til at fortælle. Hun har vitterlig en god hukommelse om alt andet end mordene og fortæller med stor detaljerigdom om emigrationen fra Irland og om tilværelsen som tjenestepige i Toronto. Hun fortæller også noget om mordene, men hverken læseren eller lægen oplever den del af hendes beretning som et tilfredsstillende klimaks; det er nemlig ikke til at afgøre, om beretningen er sandfærdig eller ej. Som læser føler sig uvægerligt lidt snydt, for hele den meget lange roman igennem har man fået det indtryk, at en forklaring ventede forude. At man ikke får svar på skyldspørgsmålet, kompenseres i nogen grad af romanens elegante komposition og fine arkaiserende sprog, men jeg synes ikke helt, at det er nok. Som historisk roman om fattigfolks vilkår i forrige århundrede fungerer Alias Grace derimod udmærket

.