Som i det (1970) lader Inger Christensen denne digtbog udvikle sig af intet gennem sproglige associationer til en meget righoldig og betydningsmættet, billedrig virkelighed af næsten kosmiskomfang. Alfabetet er som hendes andre lyrikbøger komponeret over et (logisk/konventionelt) system: Dels talrækken fra 1 til 14, der markerer afsnittenes rækkefølge, dels bogstavrækken A til N (de14 første bogstaver), hvor hvert bogstav er styrende sprogligt for hver sit afsnit, og endelig er afsnittenes længde (antal linjer) igen bestemt efter Fibonaccis talrække (et talmæssigt udtryk fordet gyldne snits princip), hvorefter hvert led i talrækken 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21 ... udgør summen af de to foregående led. Hvert afsnit er så igen opdelt efter et talsystem, der fremkaldervarierende rytmer i kombination med stavelser, rim mv. og ikke mindst bogstaver. Motivmæssigt udvikler bogens digte sig fra udsagn om livets ytringer i forskellige aspekter, sansninger ogbevidsthedsgrader for at folde sig udti! en vifte af kosmisk storhed med en skrivende bevidsthed i centrum. En væsentlig og oplagt anskaffelse til enhver velplejet lyrikhylde.