Havene bringer lig og pest ind mod et døende kontinent. En kultur i forfald forskanser sig, mens udvekslingen af varer ufortrødent fortsætter. Selv englene, budbringere af håb, er fragmenterede, bærende på en meningsløshed, der sætter sprog og kroppe i opløsning. Til læsere af ny dansk lyrik

.

Langdigt, der kredser om civilisationer i opbrud og opløsning, samtidigt med, at en kontur af noget religiøst, næsten mytologisk, står i udkanten, flosset og itu, bærende et håb, eller i kontrast, bærende på en meningsløshed. Bogen har samme tema som Christian Stokbro Karlsens tidligere digtsamling 

Hvor alt er hvidt

---

---

, hvor han som i denne, refererer, parafraserer og/eller citerer en lang række andre modernistiske digtere og tekster

.

"At skrive et digt efter Auschwitz er barbarisk", skrev den tyske filosof Theodor Adorno engang og med "Adorno" som titel, skriver Karlsen sig ind i en verden, hvor alle indikationer på et kollaps af værdier, står uanfægtet lænet op ad et sprog og en kunst, med rødder i modernismens æstetik. De senere år har haft civilisationens krampetrækninger som bagtæppe, for en lang række digtsamlinger. Jeg synes Karlsen trækker linjerne op skarpere end næsten alle andre. Han er mere intens, mere poetisk og markant nytænkende i sit sprog, der også besidder en religiøs dimension

.

Det er værd også at læse Karlsens 

Poetik

---

---

, samt de tematisk beslægtede digtsamlinger 

Katastrofen, byen og skoven

---

---

 og 

Digte 2014

---

---