Forfatteren, der er præst i den amerikanske baptistkirke, kom i 1989 ud for en voldsom trafikulykke. Redningsfolk og læger erklærede ham for død, men en anden baptistpræst, der kom til stede kort efter ulykken, konstaterede svage livstegn, begyndte at bede for hans liv og fik overtalt redningsfolkene til at køre ham på hospitalet i stedet for lighuset. Meget langsomt kommer Piper til bevidsthed for at gennemgå en langvarig og smertefuld rekonvalescens, som er bogens egentlige handlingsforløb. Imidlertid har han en lysende klar erindring om en nærdød oplevelse, som han anslår varede i 90 minutter. Erindringen har mange paralleller til lignende beretninger, som andre nærdøde personer har beskrevet, men da Piper er præst, får hans vidnesbyrd en ekstra religiøs dimension og tolkning. Bogen igennem spørger han sig selv, hvorfor han skulle have den oplevelse, og det tætteste han kommer på et svar er, at Gud ville vise ham et glimt af evigheden. Selv om hans sygehistorie som sagt fylder mest, vil bogens største læseincitament være trøst og bekræftelse for den kristne læser.