Digte, der brillerer med et sprogligt overskud og kredser om politiske, sociale, religiøse, eksistentielle og sprogligt-poetologiske temaer. For læsere, der sætter pris på tilværelsens grublerier i et ligefremt, formfuldendt poetisk sprog.

Brandt er udover at være professor i kognitiv semiotik og jazzmusiker, også en yderst produktiv digter. Denne digtsamling består, som titlen antyder, af digte der er enten 7 eller 8 verslinjer lange, undtagen der hvor linjerne parentetisk tilføjes en afslutningskommentar, der bidrager til forståelsen. De 7- og 8-linjede digte kalder man septetter og oktetter og som sådan ligger samlingen i lige forlængelse af Brandts tidligere samling Sørgelige sekstetter

Brandt skriver eftertænksomt men også næsten lystigt om samfundet, vejret, insekterne, sproget. kattene, træerne og om alt muligt mellem det metafysiske og det jordbundne. "Hver gang jeg undersøger sagen/er klokken et eller andet", skriver han, og når Brandts blik falder på en detalje, ja så sker der netop ét eller andet. Man imponeres over hans opmærksomhedsevner og det virker som om han har det sjovt. Det er i al fald en nydelse at følge Brandts megen spørgen-ind-til, forundring og selvrefleksive humor i digtene.

Andre digtere har systemisk benyttet fast antal i linjeformen, fx Olga Ravn i samlingen Den hvide rose